Monday, September 15, 2008

Nedlæg de stående udvalg i Folketinget

Jeg har fået den gode idé, at man skal nedlægge alle stående udvalg i Folketinget. Fremover bør alle politiske forhandlinger føres i Folketingssalen med mindst 2/3 af medlemmerne til stede.

"Jamen, så kan de jo slet ikke nå at vedtage al den lovgivning, som de gør idag!", vil nogen måske argumentere.

- Det er helt rigtigt set, vil mit svar til det være.

Hvis folketingets medlemmer bliver tvunget til at føre alle politiske forhandlinger i folketingssalen, ville de blive tvunget til at prioritere hvilke områder af borgernes liv, de absolut vil blande sig i.

Jeg anerkender dog nødvendigheden af et finansudvalg og et udenrigspolitisk nævn - men alle andre kan efter min mening nedlægges imorgen.

Når man ser de "forhandlinger", der bliver ført i folketinget idag, kan man ikke andet end at føle sig til grin. Der sidder et par forkølede ordførere - halvdelen læser avis, eller surfer på nettet, mens der står en af racen på talerstolen og læser en tekst op, som han har forberedt hjemmefra.
Hvis man er heldig, kommer der et par spørgsmål fra modstanderen - og herefter et par ikke-svar fra den pågældende ordfører.

Dette fører aldrig til noget; der er ikke nogen der i de sidste tyve år har ændret mening på baggrund af en debat i folketingssalen.  Hvis der endelig skulle være en der dristede sig til at ændre sit synspunkt, fordi han var blevet klogere, vil han straks blive angrebet for, at hans parti skifter holdning og derfor ikke er til at stole på. Så det er en hån mod debatbegrebet, at kalde det for en debat. Det at blive klogere er åbenbart noget man helst ikke vil i politik...